Der bliver skruet op for alt, når Simon i foråret 2025 og de næste mange måneder tager på tour med sit nyeste show ’EKSTRA EXTRA’. Et show, der tager pusten fra dig, som et velplaceret jiu-jitsukvælertag, med lige dele refleksioner over karrierens ekstravagante momenter til hverdagens brutale benspænd. Fra privatfly i USA til refluks i Solrød. Fra kimchi til kartoffelchips. Fra (endelig) at blive far i en tornado af dårlig sædkvalitet og fertilitetsbehandlinger, til at miste sin egen irske far i en sky af tobaksrøg og lunken Guinness. Stemningen i Simons ’ad libitum’ bar er både sjov, hudløs ærlig, og der skænkes gavmildt ud – skal du have en EKSTRA med? Eller som Simon siger: ”Det bliver grandiost, spektakulært, sensationelt, pompøst og jah… EKSTRA EXTRA!”