Helle Fagralid R. (født 11. maj 1976 i Helsingør) er en dansk skuespillerinde af færøsk afstamning (hendes efternavn staves egentligt Fagralíð), der er uddannet fra Statens Teaterskole i 2001. Hun har haft flere teaterroller og har siden 2002 været fastansat som skuespillerinde på Det Kongelige Teater, hvor hun tillige siden 2011 har været en fast del af teatereksperimentet Det Røde Rum.
Helle Fagralid, skuespiller, cand.mag., er datter af tømrer Erling Larsen og lægesekretær Mai-Britt Fagralid. Hun blev uddannet fra Statens Teaterskole i 2001. Helle Fagralid har bl.a. medvirket i "Den lille prins" på Teatret Zeppelin, "Vinter" på Rialto Teatret i 2001 og "Historien om pandaen" på Jomfru Ane Teatret i 2002. Efter en statistrolle i filmen "Negerkys og labre larver" fik hun sin egentlige filmdebut i børnefilmen "Rødtotterne og Tyrannos". Hun medvirkede senere bl.a. i "Lad isbjørnene danse" og efter en hovedrolle i 1996 som dansk pige på norsk hotel i den interskandinaviske mini-dramaserie "Hotel Oslo" fik hun filmroller i "Nonnebørn", "Kærlighed ved første hik" og "Klinkevals". Desuden har hun medvirket i tv-serier som "Strisser på Samsø, "Rejseholdet" og "Nikolaj og Julie". Helle Fagralid blev den 3. januar 2008 gift med musiker Stefan Pasborg. Efter opløsning af ægteskabet blev Helle Fagralid i september 2012 gift med instruktør, manuskriptforfatter og producer Ole Bornedal (f. 26-05-1959).